tirsdag den 3. maj 2011

Den søde ventetid

Positive forventninger indløst
Jeg må sige at kajakbyggeriet lever op til alle mine positive forventninger. Jeg havde håbet at det dels ville give mig et tiltrængt pusterum, hvor hovedet kan beskæftige sig med noget andet end arbejde, og dels genopdage glæden ved at bruge sine hænder og skabe noget ud af (næsten) ingenting. Jeg har allerede haft stor glæde af dette og til prisen (2000 kr indtil videre) er det en god forretning.
At der så endog er nogen (dig) som orker at læse om det, er helt fantastisk og er med til at gøre projektet endnu sjovere, så tak for det.
I skrivene stund, ventes der på at epoxyen hærder ... men det er ingenlunde en dårlig ventetid. Som en del af konceptet er det nemlig meget passende at der går lidt tid. Det giver mulighed for at glæde sig til næste fase, tænke over hvorledes det skal forløbe, indkøbe de nødvendige grejer og dagligt gennemføre et lille "hvordan-står-det-til-med-kajakken-ritual" som jeg sætter stor pris på.
 
Der er så sandt så sandt .....
Noget af det sjoveste har hidtil været at lægge stavene til bunden. Det er et hyggeligt arbejde der kræver lidt tålmodighed. Som det måske anes af billedet herover, kommer der relativt hurtigt en fase hvor stavene skal skæres i smig.

Jeg havde den fantastiske oplevelse at genopdage et stykke værktøj jeg har købt for år tilbage (og næsten ikke brugt) en lækker lille sav, fintandet og tilpas stiv. Den viste sig super ideel til at skære stavene, faktisk var det så stor en tilfredsstillelse at jeg ærlig talt trak arbejdet lidt ud for rigtigt at kunne nyde det ... tosset.

Det var med stor fornøjelse at de sidste stykker træ blev tilpasset og lagt i bunden. Nu resterede kun en kritisk gennemgang af alle lister og deres indbyrdes montering, inden kajakken får epoxy for første gang - grunding.




Alarm!!!!!!
I hånden er det udsavede stykke, og herunder ses den sammenlimede inderstævn
En mindre katastrofe er hændt .... jeg har en tid undret mig over formen af enderne af kajakken, og synes heller ikke rigtigt at stave lå ordenligt til på de sidste to skabeloner. Jeg besluttede mig for at læse byggevejledningen en ekstra gang ... og måske lidt mere grundigt !! Stor var min bestyrtelse da jeg opdagede at jeg har lavet inderstævnene ½-1 cm for brede !! Så tror da fand... at formen er lidt mærkelig ! Jo jeg havde godt brug for min "Mourning Chair" ... der kunne jeg så sidde med hovedet i hænderne og forbande mig selv. Jeg gik en tid og overvejede forskelige løsningen. Skulle jeg starte forfra, skulle jeg lade som ingenting, hvad med motorsaven (næppe) ... i den sidste ende valgte jeg at sove på det. Næste morgen fik jeg den idé at skære et stykke ud af midten af inderstævnen. Inderstævnen har kun til formål at holde sammen på det hele, den betyder intet kosmetisk og ej heller for holdbarheden af kajakken. Jeg satsede altså på værktøj og teknik......
og det lykkedes over al forventning. Normalt ville jeg nok hurtigt have slettet alle spor efter en sådan operation, men som man ville kunne se hvis man lagde vejen forbi værkstedet, ligger de udsavede "slices" fortsat til beskuelse.

Tid til første gang epoxy
Efter en detaljeret gennemgang af kajakken, besluttede jeg at den var klar til at få en gang epoxy. Efter at have fundet malerkode med videre, og googlet denne, kunne jeg konstatere at der ingen problemer var med dampe, men at man skal være forsigtig med at få epoxyen på huden. Ergo iklædte jeg mig plastikhandsker, sikkerhedsbriller og en af Forsvarets kampskjorter (naturligvis erhvervet på et overskudslager) .... jo tak. Rummet var opvarmet (jf. byggevejledningen) men jeg havde ikke tænkt på epoxyen også skulle opvarmes ... jeg tror derfor at jeg kom til at bruge mere epoxy end jeg burde (øv) næste gang rygger den ind i huset på en radiator, så epoxyen bliver mere let flydende. Selve påsmøringen foregik med en engangspensel, og formålet er som tidligere beskrevet at grunde og stabiliesere kajakken inden slibning. Kajakken skal nu stå i 7 dage og hærde, hvorpå den overskydenden epoxy skal afslibes. Derpå skal selve skroget slibes til, og der skulle man gerne kunne få en idé om hvor flot kajakken bliver når den er færdig ... alt det kan jeg se frem til i den kommende weekend.
Grundet vs. ikke grundet

Planen er i øvrigt at gå i gang med sargen (kanten af hullet man sidder i, hvor der skal være mulighed for at på sprayet til at holde fast under et rul) i løbet af ugen, da den nok tager lidt tid at lave, hvis det skal se lidt lækkert ud. Nu får vi se hvor meget tid der bliver til overs efter arbejde, løb og hundetræning med mere.

lørdag den 23. april 2011

Kom hviledagen i hu ... næppe

Tidligt op for at snitte i Kajakken
Nødvendige hjælpere
Påsketid god byggetid
I skrivende stund er jeg godt og vel 2/3 færdig med at bordlægge på underdelen, det er gået strygende. Jeg må sige at det giver stor tilfredsstillelse at se kajakken få form. Jeg er udmærket klar over at der fortsat er langt igen, men jeg vælger at nyde fremskridtet.

Selvom jeg egentlig synes jeg har haft meget andet at lave, og været overordentlig social er det lykkedes at få noget fra hånden, og samtidigt få tilbagelagt de planlagte kilometer, plante allé for naboen, træne hund, sætte sommerdæk på fruens bil og have besøg af familie og venner.

Godt i gang
Quick'n'dirty
 Jeg har valgt at bygge efter Björn Thomassons Quick and Dirty metode. Jeg ved ikke hvor "dirty" den er men, den fokuserer helt sikker mere på at "Komme hen over isen" end at nusse med detaljerne. Slutproduktet burde kun være marginalt ringere, og det kun i udseende.
Pointen er primært at man hæfter alle listerne sammen, i stedet for at lime dem enkeltvis. At lime tager selvsagt noget længere tid da limen jo skal tørre. Imod hæftning, taler at hæfteklammerne efterlader huller når de senere bliver taget ud. Disse huller kan godt lukkes, men der vil kunne anes i det færdige produkt, om end man altid kan vælge at male kajakken - så ses intet.
Anyway, det er min første kajak så jeg tænker at det er en god ide ikke at gøre proceduren alt for besværlig, der skulle jo gerne være lyst tilbage til at lave en kajak til fruen efterfølgende.

Tvunget fyraften
Bunden er målet
Når de sidste 6-10 lister er lagt i bunden, er det tid til at give det første lag epoxy. Dette lag gives udelukkende for at lukke træet og holde lidt sammen på kajakken. Efterfølgende skal bunden grovslibes, så formen bliver lækker, og derpå finslibes inden glasfiber og epoxy lægges på for første gang. Hvorpå der nok engang skal slibes ...
Målet for påskens arbejde er at få samlet bunden, og give den første lag epoxy. Jeg forestiller mig at der er relativt let at få tid til lige at gå ud og slibe lidt på "dyret" en hverdagsaften. Det er helt sikkert sjovere end at stå en hel dag og slibe .... vi får se.
Denne fremgangsmåde levner også passende tid til ægteskabet, løb og hundetræning..... trods alt ;o)

mandag den 18. april 2011

Flere knæbøjning - det sjove nærmer sig.

Spanter og inderstævne
Det lykkedes
Efter et par lange aftener og en hel del arbejde hen over weekenden, er det nu lykkedes at komme så langt at jeg er nææææsten klar til at begynde på den sjove del af processen, nemlig at få samlet nogen pinde til en kajak. Jeg har nok også været meget omhyggelig, men jeg bestemte mig fra starten til at det skulle være et velgennemført projekt ud fra tanken om "Everything worth doing, is worth doing properly". Vi får se om det holder hele vejen. Indtil videre synes jeg at Björns manual virker rigtigt fint, og det kan betale sig at læse alle detaljerne inden man går igang ;O)

Finjustering af Bygge-Jig og spanter
At få justeret jiggen ind, var ikke det store problem, jeg var dog lidt bekymret for at komme til at skubbe til den når jeg går omkring den. Det har før vist sig at jeg kan være en anelse klodset. Et par dyrbare havefliser fra Nordsjælland (familien vil vide hvad jeg tænker på) har givet opsætningen den fornødne vægt.
Lys....
Trods en omhyggelig udskæring, lodning, vatring og så videre - synes jeg alligevel det var meget besværligt at være sikker på det hele passede som ønsket. Et interessant lille forsøg var at bore et hul i alle spanterne og forsøge "at se lys forenden af tunnelen". Det virkede nu ikke specielt godt ... måske var jeg trods alt for unøjagtig.
Heldigvis kunne jeg kalde fruen til hjælp ved hendes hjælp og et stykke muresnor gennem hullerne, lykkedes det at få alle spanter justeret på smuk og enkel vis. Hullerne var et lille forslag fra min sviger far, der som altid er fyldt med gode ideer og forslag når jeg arbejder .... det er ment kærligt.

Mine nye Salomon XT Wing 2 ... løbesko
Løb en tur når det bliver svært
Fra tidligere byggeprojekter ved jeg efterhånden at jeg har en tendens til at lave noget juks, når jeg bliver træt ... og så sniger der sig lige en "nå ja, det er der aldrig nogen der opdager" ind. Jeg har fundet en fantastisk løsning. Når jeg følger dette komme til mig, hopper jeg i løbeskoene og tager en god tur i skoven. Det virker fantastisk og er godt for krop og sjæl. Løbeprogrammet skal jo trods alt holdes ved lige, med de ambitiøse mål der er sat i år.



Test af linier på kajakken
Det bliver i Påsken slaget skal slås
Det ser ud til at jeg bliver klar til den helt store tur i Påsken, hvilket glæder mig meget. Det er dog svært at bedømme hvor lang tid de forskellige faser tager, når man ikke har prøvet det før. Foreløbigt synes jeg al ting tager meget lang tid. Björns 100 timer er snart gået ;o)
Umiddelbart mangler jeg kun at sætte de to inderstævne op, og så lige checke at alt er som det skal være en ekstra gang. Har bestilt fruen til at være QA på processen, så er man sikker på at blive udfordret på alle tænkelige fejl.

Stemningsbillede ..... try and try and try again

 










lørdag den 9. april 2011

De indledende knæbøjninger AKA de kedelige forbedredelser

Hvorfor bygge selv ?
Jeg husker ikke længere hvor ideen til at bygge en kajak kom fra. Men jeg har altid kunne lide at arbejde med hænderne, og træarbejde er så dejligt afstressende. At sejle kajak er indlysende nok en fantastisk oplevelse, som ligeledes er med til at få sjælen i ro.

Valg af kajak
Björn Thomassons "Njord" pryder væggen
Efter at have ledt en del på nettet, set på andres byggeprojekter og spurgt mig for hos de lokale eksperter, har jeg besluttet mig for en Björn Thommasson Kajak. Der er mange at vælge mellem, og det er fristende at vælge en "ren" legekajak. Valget er dog faldet på en hybrid mellem en legekajak og en havkajak NJORD.
Som det ses her til venstre er det en slank, lav og meget smuk kajak, som bygges efter Strip-build princippet, som kort fortalt går ud på at skroget bygges op af trælister som gives epoxy og glasfiber. Det er en relativ billig metode som giver en meget let kajak, der som bonus er 100% tilpasset mine mål.


Forberedelserne
Der saves
Her første gang jeg bygger kajak, er der selvfølgelig en del ting der skal være klar. Værktøj skal indkøbes, materialer skal skaffes og værkstedet indrettes. Således har jeg nu investeret i en dekupørsav til at save spanter ud med, samt en kvalitets hæftemaskine - tænk det er faktisk det eneste, men min frue vil nok også påstå at jeg har det meste i forvejen.

Træ har jeg været så heldig at få af en bekendt som også er selvbygger, så jeg skal bare skære listerne op selv. Råmaterialet til spanterne kom fra en gammel reol, som alligevel må lade livet snart.

De første 4 spanter
Jeg har valgt at lime kopier af tegningen op på spanterne, hvilket gør udsavningen til en leg. Det bliver dog alligevel til nogen stykker (12) så det tager sin tid. Mit mål er at få jigen med skabeloner klar inden Påske, så jeg kan tage et ordenligt gang bygning i ferien.
Jigen er klar, dog mangler den at blive sat i vater og fastgjort. En ubehagelig mistanke omkring muligheden for at kunne få kajakken ud når den er færdig gjorde at jeg måtte anvende jigen til en praktisk test af dette. Det ser dog ud til at der er god plads, omend kajakken med 559 cm bliver en lang fætter.

En fast deadline
Det bliver spændende at se hvordan tiden kan fordeles mellem hundetræning, arbejde, løb og kajakbygning. Jeg har en deadline i slutningen af september, hvor hele ladebygningen skal bygges om og mit værksted forsvinder. Endvidere er der efterhånden så mange der har sagt at jeg aaaldrig bliver færdig med det projekt, at om ikke andet så skal DET være årsagen til at færdiggøre projektet.
Jigen bygget men ej monteret